Min tid i Room 6

Room 6 er det klasseværelse på Wilson school jeg er tilknyttet og derved bruger det meste af min tid i. Dette klasseværelse ligger i den nye hovedbygning på 2. sal og består af 5 elever mellem 15 og 20 år uden verbalt sprog, tre af dem er kørestolsbrugere, 1 af dem er blind og tilsammen er de skyld i at jeg tilbringer det meste af min dag med at være glad og i gang. Jeg er selvfølgelig ikke alene ansat i room 6. Her er nemlig tilknyttet en Lærer og 2-3 teacher aids, der er med til at sørge for at elevernes dag bliver så god som muligt.

Jeg må ærligt indrømme at den første tanke der strejfede mig da jeg trådte ind i rum 6 første arbejdsdag var ”hvad i alverden skal jeg tage mig til” jeg har aldrig før arbejdet med denne målgruppe og var derved vandt til at arbejde med nogle der med ord(eller meget høje lyde) kunne give udtryk for hvad de ville. Det første jeg fik afvide da jeg startede var at jeg lige kunne gå rundt at sige hej, og så ellers måske læse en bog for en af eleverne, en pige der sad på en stol i solen og rystede en klokke frem og tilbage (og som jeg fra nu af vil kalde S). Læreren foreslog at jeg jo kunne tage to bøger og vise S, så hun selv kunne vælge og da hun (som har meget stor armbevægelser og cerabral perese) tog en af bøgerne og smed den langt væk, spekulerede jeg på om jeg skulle tage det som ”Jeg valgte den her bog, den må du gerne læse” eller om det mere betød noget i retningen af ”Gider du at gå væk med de bøger der, jeg har ligesom travlt med noget andet!” Jeg valgte at gøre som læreren havde bedt mig om og fortolkede derved pigens gestus som at hun valgte bogen og begyndte derved på engelsk, med utvivlsomt tydelig dansk accent, at læse højt for pigen, mens jeg spekulerede på at denne situation måtte være noget mærkværdig for hende, eftersom jeg lige havde præsenteret mig og umiddelbart efter satte mig ned for at læse en bog for hende, men et eller andet sted skal man jo starte og min dag i room 6 startede altså med højtlæsning for S.

Rutiner i Room 6

I Room 6 er der hver dag nogle faste rutiner. Det hele starter med at vi møder eleverne nede i ankomsthallen hvor de kommer med store busser, eleverne i kørestol bliver kørt op i klasseværelset med elevatoren og de elever der selv kan gå, går op af trappen. 

Jeg har fået den opgave om morgenen at følge K den blinde pige op af trapperne og her vejlede hende til at bruge sin blindestav.

Når vi ankommer til klasseværelset sætter alle sig i en halvcirkel rundt om computeren og Læreren går rundt til hver enkelt af eleverne med en BigMac(en stor rund knap) som eleven så kan trykke på og BigMacen siger ”Kia ora” som betyder ”God dag” på Maori, derefter læser Læreren højt af hver enkelt elevs bog, hvis der er nogen beskeder hjemmefra. Denne bog er måden forældre/bosteder og læreren kommunikere og kan indeholde beskeder om alt fra sygdom til hvordan eleven har haft det rent socialt. Når det er gjort, sættes der en morgensang til på computeren og personalet synger med og bruger tegn-til-tale til eleverne. Efter dette, får eleverne hver især lov til at vælge en sang på touch skærmen, ofte med hjælp fra en teacher aid. Når morgen cirklen er slut skal de to elever der kan gå, ned til løbebåndet. Så er de eneste helt faste rutiner i løbet af dagen ellers de faste måltider: Morning tea kl 10 og frokost kl 12 og så hjem med busserne kl 14.30. 

Umiddelbart efter måltiderne bliver børnene skiftet. Imellem dette sker der forskellige ting: vi går en tur i haverne, giver massage, læser bøger, maler og alle mulige andre ting – det er også her jeg nogle gange har tid til at finde på noget (disse projekter vil jeg komme kort ind på senere)

Mine projekter(kort)

Som dagene gik og jeg lærte eleverne at kende gik det op for mig hvor meget man kan udtrykke uden ord, og i takt med jeg lærte hvordan de hver især kommunikerede spirrede i mit sind viljen til at finde på nye ideer, til at udvide deres kommunikationformer og give dem en stemme - eller for nogle af dem ganske enkelt at finde noget sjovt og motiverende for dem at lave. 

K som jeg før har nævnt, var i starten den største kilde til min inspiration. Fordi hun var blind og ikke har noget verbalt sprog, men helt tydeligt har sin egen vilje og en helt utrolig stædighed, fik jeg simpelthen sådan lyst til at finde på noget der kunne give hende mulighed for at tage nogle valg i hverdagen. Derfor fik jeg den ide at lave nogle taktil-kort der gav hende mulighed for at tage disse valg. Vi startede med at lave kort til at vælge sang til morgensamlingen, hvilket var nemt at gå til fordi eleverne i forvejen vælger sang hver dag. At give K et valg som hun (bogstaveligt talt) kunne tage og føle på, gav mening for mig og til min og resten af personalets begejstring, så det også ud til at det gav mening for K. Dette vurderer jeg ud fra at hun hver morgen ud af tre sange(kort) valgte en og gav til mig, og den sang vi så sammen, mens K højlydt klappede eller fløjtede(hvilket for øvrigt er hendes mest brugte kommunikationsform). Med fornyet gåpåmod fortsatte jeg med at spekulere i valg vi kunne give K, og fik så den ide at hun da selv skulle have lov at vælge om hun ville tage elevatoren eller trapperne til løbebåndet, og fluks fik vi lavet et taktilkort for ”Elevator” og et for ”trappe” (At give hende et valg om hun skulle på løbebåndet eller ej kom dog ikke på tale, for hvem i al verden har lyst til at løbe kl 9.30 om morgenen). Disse kort virkede også til at fungere, i hvert fald valgte K hver morgen en af delene og som hun bad om så gjorde vi - Hvor vidt K var klar over hun havde et valg er jeg ikke helt sikker på, men i hvert fald beroligede det hende når man fortalte at ”du valgte elevatoren, derfor tager vi elevatoren” og det gav mig da også en vis ro i sindet at en pige med så meget vilje i det mindste havde mulighed for at vælge selv, om hun så var klar over hun gjorde det eller ej. Apropro berolige hende, gik det også meget hurtigt op for mig at hvis man fortalte hende lidt af gangen hvad der skete i løbet af dagen blev hun mere rolig, især hvis sætningen sluttede enten med et måltid eller med taxi hjem – Fx ”Først morgensamlingen, så løbebånd og så morgen te”. 

Det giver jo også i høj grad mening at hun havde behov for det, og hvis man ikke kan måle tiden ved at se på uret, er det at maven rumler jo en ret god indikator for at det snart er frokosttid, og efter frokost er der jo ikke lang tid til man skal hjem ;) Hvis jeg skulle udvide arbejdet med taktil-kortene, ville jeg nok lave en tidsplan over dagen som K kunne mærke på, hvor man hver dag til morgensamlingen fortalte hvad der skulle ske i løbet af dagen. (Nedenfor ses billederne af taktilkortene)

Taktil-kortene er bare et af de projekter jeg har arbejdet på i min tid i Room 6. Foruden dette har jeg lavet nogle Sally Millar inspirede kommunikationspas til hver af eleverne, der ganske enkelt for mig gik ud på at skrive ned alt hvad jeg vidste om eleverene der ikke er diagnoserelateret, som hvad der gør dem glade, hvad der motivere dem, ting som er hver at vide om enhver person, diagnose eller ej. Disse ville det også være en ide at udvide, og lave til rigtige kommunikationspas der fortalte hvordan de kommunikerede og derved kunne fungere som en hjælp når eleverne efter skolen skal ud og bo på et bosted, eller blive hjemme alt efter hvad familien vælger. Andre ting jeg har lavet med eleverne i room 6 er: Sanseaktiviteter med mel, vand, klistermasse og ler de kunne mærke og forme. Mikroovns kunst, hvor eleverne maler med en masse af salt, mel, frugtfarve og vand på et papir der proppes i mikroovnen og kommer ud med små figure udstående fra papiret som eleverne så kan føle på. Forskellige cause and effect lege med bolde og vand og så en masse sjov og ballade som foreksempel at afprøve kørestolsgyngen med de af eleverne der ikke havde prøvet den før og sidst men ikke mindst et UMD forløb som Cecilie og jeg har udarbejdet sammen og som vi i et fælles blogindlæg vil fortælle meget mere om.  

1. Fællesblog: Institutions beskrivelse og historien om William og Lucinda Wilson

Nu er der gået lidt over en måned, siden vi (Cecilie og Ronja) ankom til New Zealand og til Wilson school og nu er det på tide, i får lidt del i alt det der er sket og hvad det er der foregår i vores liv. Vi har besluttet os for, at den bedste måde at give jer læsere et indblik i vores oplevesesverden, er at skrive nogle fælles blogindlæg, om vores første tanker her. Eftersom vi jo er på samme institution, vil institutionsbeskrivelsen af Wilson school også være en del af disse fælles indlæg og det er altså her vi starter – Så sæt dig roligt ned med en dejlig kop the og en mælkesnitte, mens du nyder et indblik af det der bliver vores verden de næste måneder.

Enjoy! :)

Institutions beskrivelse

Wilson school er en statsfinansieret skole for mennesker med funktionsnedsættelser mellem 6 og 21 år.

Vores første møde med skolen var en solskinsdag efter en flyvetur på 18 timer og personalet på skolen gav os lige hvad vi havde brug for – te, smilende velkomst, interesse og 3 fridage til at komme os oven på flyveturen og få et indblik i New Zealands natur.

Vi blev med andre ord virkelig taget godt imod, både på Wilson school, men, som vi før har været inde på, i særdeleshed af den familie vi bor hos i Torbay.

Mandag d. 4. August tog vi derved, så godt som udhvilede, en time i bus til Takapuna hvor skolen ligger og blev her introduceret til de stuer vi hver især skal være på, og som vi senere vil introducere i vores helt eget individuelle blogindlæg.

Det sted vi mødte op første dag er hovedbygningen der ligger i Takapuna, og er altså det sted hovedkontoret og 7 klasser er fordelt på 2 etager, foruden det er der i hovebygningen også et bibliotek, personalerum, mørkerum og en stor velkomsthal, hvor eleverne bliver modtaget om morgenen. Bygningen er 5 år gammel og derved i bygningsperspektiv splinterny. Lige ved siden af ligger den gamle hovedbygning Rangatahi, som er en lidt ældre bygning og nu er tilknyttet den nye hovedbygning. Så eleverne fra den ene klasse i Rangatahi bliver også afleveret og hentet fra Hovedbygningen. Alt dette ligger selvfølgelig i smukke omgivelser, meget tæt på stranden og har tilknyttet sit eget lille ”sommerhus”, hvor man jo kan nyde sin frokost, hvis man får lyst til at have havudsigt mens man spiser. Vi er begge tilknyttet dette sted, Cecilie i Rangatahi og Ronja i Rum 6 i selve hovedbygningen. Wilson school er dog meget større end det og vi er ret sikre på at vi endnu ikke har mødt halvdelen af det personale der er tilknyttet skolen, da de er fordelt ud til 7 satellit klasser. Til gengæld ved vi at personalet består primært af Lærere, der styre dagens gang i klasserne, finder på aktiviteter, holder budget og journal på de elever der er i hver enkelts klasse. Foruden lærerne er der i hver klasse tilknyttet nogle de her kalder ”teacher aides” som er en form for assistenter, der, ud fra hvad vi har observeret, sørger for at alt det praktiske bliver gjort, og desuden assisterer læreren i de forskellige aktiviteter.

For at sørge for at eleverne på skolen får de bedste muligheder for udvikling er der også tilknyttet en række terapeuter, heriblandt Fysio-, musik- og sprogterapeuter. Disse er tilknyttet skolen og tager rundt og laver aktiviteter med eleverne og rådgiver lærerne i hvilke metoder de kan bruge til f.eks. motorisk og kommunikativ træning. Sidst men ikke mindst er tilknyttet ”Occupational Therapists”, som er specialiserede i målgruppens levevilkår og derved kan sætte lærerne ind i hvad man skal være opmærksom på ved denne målgruppe.

Wilson school er altså en stor institution, specialiseret i at give børn med funktionsnedsættelser bedst mulige vilkår for læring og de har her sagt med deres egne ord ”Exelence in special education”. Dette er hvad vi mødte op til og nu er ved at lære at kende, men det startede meget tidligere end det.

For mange evigheder siden, eller nærmere betegnet i 1937 købte ægteparret Lucinda og William Wilson en fantastisk grund i Takapuna, 3 hektarer med havudsigt og omgivet af skønne haver. William ejede i forvejen et kæmpe firma som han havde tjent styrtende med penge på, derved havde de altså råd til en ny stor grund og den skulle være intet mindre end vidunderlig. Da de ikke kunne se hvad de skulle bruge al den plads til selv og desuden 2 år forinden havde mødt psysician Bernard Myers der var særligt engageret i behandling af polioramte børn og ægteparret foruden det selv havde en datter med funktionsnedsættelser, blev de inspirerede til at oprette et hjem hvor disse børn kunne bo og blive behandlet. Dette blev startskuddet til Wilson Home Trust. Lucinda og William kiggede sigende på hinanden, dette var starten på noget stort! Egentlig var intentionen dengang at det skulle ende som et hospital for børn med funktionsnedsættelser, hvor de kunne have smukke omgivelser at kigge på og grønne haver at lege i, så de kunne blive ”transformeret til glade og og værdifulde medlemmer af samfundet”. Sådan foregik det også i mange år, hvor særligt polioramte børn blev sendt til Wilsons home nær stranden, for at blive behandlet. I 1960 skete der det fantastiske at poliovaccinen blev kendt vidt og bredt. Som følge af dette var der som sådan ikke nogle polioramte tilbage og der blev nu meget mere plads i hjemmet i Takapuna. Lucinda og William besluttede sig derfor for at deres hjem fra nu af skulle gå fra at være længerevarende, institutionaliseret behandling til at handle mere om terapi, genoptræning og skolegang. Børnene boede der stadig. 5 lærere blev ansat og børnene blev nu sat i gang med undervisningsforløb hvor de lærte at skrive, genkende farver og andre ting der var vigtige for at blive en nyttig samfundsborger. Et tværproffesionelt samarbejde blev sat i værks, her arbejdede terapeuter, sygeplejersker og lærere side om side, for børnenes bedste – Wilson school tog sine første spæde skridt. Årene gik, børn flyttede ind, startede i skole når de blev 6 år og endte skolegangen når de fyldte 21.

1990'erne kom, et nyt paradigme indtraf og i Kiwiernes samfund blev afinstitutionalisering sat i kraft, børn med funktionsnedsættelser skulle nu bo hjemme og i højere grad integreres i samfundet – her fulgte Wilson Home trop og rammen for hvordan skolen er bygget op i dag, blev lagt. Der var nu mulighed for at børnene kunne komme på aflastning i The Villas, men ellers boede de fast hos deres forældre og ankom på Wilson school hver mandag til fredag, for at modtage undervisning og terapi. Skolen har vokset sig større siden da, satellitklasserne er kommet til og regerings støtte blev sat på og senere (2014) frataget skolen, hvilket betyder at skolen er tvunget til nedskæring af terapeuter i 2015. En drøm der startede i et Kiwiægtepars sind for 77 år siden er stadig voksende og på trods af flere kampe om grunden og rettighederne for Wilson school, formåede den nu afdøde William at sikre projektet, så ingen kan røre det – Wilson blev et dynasti der stadig huskes den dag i dag og fylder meget i landskabet da parker og p-pladser er blevet opkaldt efter familien der var med til at hjælpe mange børn til en bedre fremtid.   

 Wilson school hovedbygning, set fra haverne

 Hovedbygningen - her hvor alle ankommer om morgenen

 Udsigt til "sommerhuset"

 Udsigt fra "sommerhuset"

 "Sommerhuset"

Wilsons haver

Historien om Wilson school er bygget på facts fra bogen ”The Wilson Home – A celebration of 75 years (1937-2012) (vi har dog benyttet os af en hvis kunstnerisk frihed - vi ved for eksempel ikke hvorvidt William og Lucinda kiggede sigende på hinanden, her kan vi kun gisne)

Læringsmål - nu bliver det alvor

Så er tiden kommet til lidt seriøst indhold på denne blog, så lad mig her med præsentere mine læringsmål for denne praktik.
De er udarbejdet i samarbejde med Cecilie Jensen, med enkelte ændringer så de passer til Rum 6, som er det rum jeg er tilknyttet på Wilson school. Spring dette indlæg over i tilfælde af du kun er interesseret i oplevelses delen. Ellers nyd dette faglige indlæg herfra ;)

Læringsmål for 3. praktik på Wilson school

 Læringsmål 1: Jeg vil igennem observation, deltagelse, analyse og refleksion tilegne mig viden om Wilson Schools tilbud til børn og unge med funktionsnedsættelse. Herunder undersøge stedets kultur, menneske – og udviklingssyn.

Hvorfor: Fordi det er en vigtig del af den pædagogiske praksis at forstå og kunne reflektere over hvordan hverdagen forløber og hvordan institutionskulturen i New Zealand er i forhold til vores viden om den danske pædagogiske praksis.

Hvordan: Deltage i den daglige praksis i rum 6, for at se stedets tilbud, herunder være med på ture ud af huset, se andre klasser og i øvrigt observere og analysere hvordan hverdagen på skolen forløber og hvordan deres faglige læremøder fungerer, for herved at kunne se kultur, menneske- og udviklingssyn. På bloggen vil jeg komme med mine forskellige observationer og refleksioner over dette.

Læringsmål 2: Jeg vil prøve at bidrage med fornyelse og udvikling af den nuværende fungerende praksis i rum 6 på Wilson School, ud fra den viden og erfaring jeg har tilegnet mig i min træning som pædagog via teori og praksis.

Hvorfor: Fordi jeg ønsker at bidrage med de kompetencer, jeg har opnået under min uddannelse som pædagog og derved afprøve mig selv i en anden kulturel kontekst og inspirere andre med det jeg som pædagog, kan bidrage med i arbejdet med børn og unge med funktions nedsættelser.

Hvordan: Jeg vil prøve at se ud fra min analyse af hverdagen om jeg kan komme med små forslag til aktiviteter der kan være med til at stimulere elevernes sanser og kommunikative udvikling. Ved bl.a. at lave føle kort og bog til K, en pige på min stue der ikke kan se og desuden tænke i muligheder og være åben for at opnå evnen til at kommunikere uden verbalt sprog.

Læringsmål 3: Jeg vil ud fra mit linjefag ”Udtryk, Musik og Drama” planlægge, gennemføre, dokumentere og evaluere et målrettet didaktisk forløb til gavn for en eller flere elever på skolen.

Hvorfor: Fordi jeg ønsker at se hvad det bidrager til i kommunikationen med mennesker uden verbalt sprog når man arbejder med at få sanser og udtryk i spil.

Hvordan: Jeg vil i samarbejde med min medstuderende lave et didaktisk forløb der foregår over 3 gange, med mulighed for forlængelse hvis det er muligt. Dette forløb vil jeg dokumentere og evaluere med min vejleder, min medstuderende, i min logbog og på bloggen. Hvor jeg vil skrive mine reflektioner og observationer omkring forløbet ned.

Læringsmål 4: For at redegøre for egen proffesionsidentitet, handlegrundlag og udvikling vil jeg observere og tilegne mig viden om de enkelte elever i rum 6's kommunikationsform og arbejdet med relationer. Ud fra dette vil jeg redegøre for, hvordan teoretisk og praktisk viden om en målgruppe kan kvalificere grundlaget for pædagogisk virksomhed generelt.

Hvorfor: Fordi jeg ønsker at finde ud af hvad det er en pædagog egentlig kan bidrage med i forhold til andre proffesioner, hvorfor det pædagogiske arbejde er så vigtigt? og hvad er den pædagogiske opgave er i en kultur der ikke har nogle pædagoger?

Hvordan: Jeg vil observere, dokumentere og snakke med min vejleder om den pædagogiske opgave med børnene og om de bruger nogle særlige metoder i kommunikations og relationsarbejdet i rum 6. I øvrigt vil jeg være nysgerrig på grundlaget for det arbejde med kommunikation de laver på Wilson School. Desuden ønsker jeg at sætte mig ind i hver enkelt de enkelte elever i rum 6's måde at kommunikere på og undersøge hvordan der arbejdes med relationer med denne målgruppe. Herudover vil jeg besøge et bosted for mennesker med funktionsnedsættelser, for at se, hvordan de arbejder i forhold til et sted hvor der i Danmark ville være pædagoger ansat.

Velkommen til Aukland! Kia Ora(hallo)

Den første tanke der slår mig da jeg lander og stiger ud af flyet i Aukland airport er WAUW! Aldrig har jeg set en smukkere beliggende lufthavn. Naturen her er helt vidunderlig og man bliver kun mere og mere imponeret jo længere ind i landet man kommer. Den anden tanke der slog mig, efter at have slæbt min vinterjakke rundt i samtlige lufthavne på turen, var at jeg har taget alt for meget tøj med - termometret på flyveren viste 17 grader, hvilket er virkelig skønt, men også en lille smule træls når halvdelen af ens rejsetaske er fyldt op med vintertøj, og alt ens elskede sommertøj ligger i en kæmpe bunke derhjemme.
Vintertøjet har dog nu vist sig at være ganske nyttigt, så jeg er kommet mig over mit luksusproblem for længe siden...
Forøvrigt havde vi en virkelig hyggelig flyvetur, 36 timer går virkelig stærkt i godt selskab og 18 af timerne tilbragte vi ved siden af to meget venlige folk fra New Zealand, der fortalte os en masse om Maorierne(de indfødte på NZ) og om tusindevis af smukke steder vi bare skulle se! Således blev vores første møde med New Zealand bedre end man overhovedet kunne håbe på.
I de sidste par dage siden vi ankom, har vi tilbragt det meste af tiden med vores værts-familie der har været så søde at vise os rundt her omkring Auckland. Vi bor hos dem i et hus 5 min. fra stranden i et område der hedder Torbay, som også(som alt vi har set her indtil videre) er helt vidunderligt smukt. Som i nok kan forstå ud fra dette indlæg er jeg alt i alt temmelig begejstret for dette sted, der (lige bortset fra manglen på rugbrød og savnet af folk derhjemme fra) ved første øjekast virker som det rene paradis - Varme vintre, skønne mennesker, natur der gør dig helt svimmel af begejstring, og gader uden skyggen af skrald .. for ikke at tale om de mandariner vi kan plukke i naboens have ;). Selvfølgelig er der mere end det, og jeg er spændt på hvad der vil vise sig når man begynder at kigge på Kiwiernes samfund, især den del af samfundet der handler om mennesker med funktionsnedsættesler - Hvordan er deres skolegang? og hvad sker der når man går ud af skolen? Hvordan arbejder man med kommunikation med mennesker uden verbalt sprog? er bare nogle af de spørgsmål jeg meget gerne vil have svar på i løbet af denne praktik, men mon ikke mit ophold på Wilson school vil kaste lys over nogle af dem .. Desuden er der jo valg til regeringen her i New Zealand til September, så der er nok at se til som nyankommen semi-kiwi - se med i næste indlæg om min første tid på Wilson school ;)

We'll meet again - så starter det snart!

Nu er det snart nu! Tiden i Danmark rinder ud og flyveturen til New Zealand nærmer sig med hastige vingesus - eventyret begynder om 5 dage og jeg kan efterhånden ikke være i min egen krop af bare spænding, frygt og glæde. En for en har jeg nu efterhånden fået sagt farvel og på gensyn til alle dem der bliver her i Danmark. Rugbrød, Lakrids og alle dem jeg elsker her er hvad jeg kommer til at savne mest i det halve år jeg er afsted (selvfølgelig mest af alt det sidstnævnte, savnet af dem er klart det jeg frygter mest - foruden selvfølgelig frygten for at fare vild i lufthavnen, men jeg har heldigvis min makker med, så skulle det gå så galt, er jeg trods alt ikke alene).
Forhåbentlig kommer jeg hjem med solbrun hud og fornyet styrke, både personligt og professionelt. Jeg forventer intet mindre end et uforglemmeligt eventyr, hvilket indebære bl.a. bungee jump, vandreture(ja i læste rigtigt), shopping og så meget andet jeg slet ikke kan forestille mig endnu - det er stort slået op det ved jeg, men når man nu absolut skal flyve, kan man lige så godt flyve højt, ikke sandt?
Dette er endda blot ønsker på det personlige plan, jeg forventer selvfølgelig også noget rent fagligt. Jeg glæder mig helt ufatteligt meget til at starte arbejdet på den skole vi skal ned til og jeg ved jeg har meget at lære, da jeg ikke har haft meget at gøre med den målgruppe jeg skal arbejde med på Wilson school. Derfor stiller jeg også mig selv spørgsmålet om jeg kan leve op til alt det man skal kunne i arbejdet med børn med funktions nedsættelser - forstår jeg mon sproget? Jeg er klar over hvor vigtigt kropssprog, og totalkommunikation i det hele taget, er i det pædagogiske arbejde(senere hen i bloggen vil der komme en nærmere betegnelse af disse begreber og vigtigheden heraf) og jeg håbe blandt andet på at min evne til at have tydeligt kropssprog vil være blevet styrket når jeg kommer hjem igen.
Alt i alt er jeg så spændt på at komme derned af og finde ud af hvordan det hele er. Jeg glæder mig til at møde den familie vi skal bo hos under opholdet, personalet på skolen og ikke mindst alle børnene der går på skolen. Jeg glæder mig til at se Aucklands havne og strande og New Zealands natur og kultur i det hele taget. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at der bliver massere at fortælle om når jeg kommer hjem igen.

Så farvel Danmark, jeg vil savne dig, men vi ses jo snart igen.
Og Goddav' New Zealand - jeg kan næsten ikke vente med at lære dig at kende ...